Dansk industri haler ind på europæiske konkurrenter
Siden 2008 er danske virksomheder blevet langt mere konkurrencedygtige over for resten af Europa
Vi er tilbage på sporet, lyder det fra Dansk Metal, der får opbakning fra DI. Flere robotter er en del af forklaringen.

Robotterne vinder frem, og det har en positiv effekt på danske virksomheders evne til at konkurrere med udenlandske.
Foto: Brian Rasmussen/Scanpix
Danske industrivirksomheder og deres medarbejdere har rebet sejlene og står i dag langt bedre over for deres europæiske konkurrenter, end da krisen brød ud i 2008.
Det viser nye tal fra det europæiske statistikkontor Eurostat.
»Vi har i dag en ganske god konkurrenceevne,« siger Allan Lyngsø Madsen, cheføkonom i Dansk Metal.
Lønstigningerne til medarbejderne har været lavere end i mange andre europæiske lande, og samtidig er medarbejderne blevet langt mere produktive sammenlignet med deres kolleger i eurozonen.
»Samlet set betyder det, at vi er tilbage på sporet,« siger Allan Lyngsø Madsen.